I disse år bliver der færre danskere i den erhvervsaktive alder. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at dette fald er ekstra stort på Sydfyn. Hvor faldet på landsplan fra 2008 til 2015 har ligget på ca. 3 %, har det på Sydfyn været på ca. 9 % – dvs. tre gange så stort. Denne udvikling fremgår af følgende tabel:
Antal danskere i den erhvervsaktive alder fra 16-64 år i perioden 2008-2015
2008 | 2015 | 2008-2015 (absolutte tal) | 2008-2015 (pct.vis) |
|
Hele Danmark | 3.175.155 | 3.073.353 | – 101.802 | – 3.2 |
Sydfyn | 76.794 | 69.719 | – 7.075 | – 9.2 |
Kilde: Danmarks Statistik www.statistikbanken.dk/RAS201. Sydfyn omfatter Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø Kommuner under ét.
”At få gjort indvandrere og flygtninge til en del af arbejdsstyrken, således at de er med til at opfylde virksomhedernes fremtidige behov for arbejdskraft, er således mere afgørende på Sydfyn end på landsplan.” udtaler projektleder Hans Lassen fra 3P Mentornetværket.
Ser man på de seneste prognoser fra Danmarks Statistik om den fremtidige udvikling i befolkningstallet, er der udsigt til, at afstanden mellem Sydfyn og landsplan øges. Det forventes, at det samlede befolkningstal i den erhvervsaktive alder fra 2008 til 2030 på Sydfyn vil falde med ca. 16 %, hvorimod der på landsplan vil være en fremgang på ca. 2 % [1].
Den primære forklaring på denne forskel er, at Sydfyn oplever en større reduktion i antal danskere end på landsplan, samtidig med at tilgangen af indvandrere og efterkommere er svagere på Sydfyn end i hele Danmark.
For en uddybning af ovennævnte, kontakt 3 P´s projektleder Hans Lassen på sisyfos@sisyfos.org eller 4025 1845.
[1] Egne beregninger på baggrund af www.statistikbanken.dk/RAS201 og www.statistikbanken.dk/FRKM116.